Efter et tæt samarbejde med Stenhøj kan Solbjerg Biler ApS nu slå dørene op til et helt nyrenoveret og moderne værksted. Med rådgivning fra de første tegninger til det færdige projekt har Stenhøj hjulpet Solbjerg Biler ApS med at skabe rammerne for effektiv drift, glade medarbejdere og et fremtidssikret værksted.
Fremover bliver de biler, der besøger Solbjerg Biler, serviceret med det nyeste kvalitetsudstyr fra Stenhøj. For virksomhedens medarbejdere betyder det samtidig nye rammer og moderne grej at arbejde med i hverdagen.
"Værkstedet havde i mange år trængt til en kærlig hånd, og det var noget af det første, jeg ville have kigget på, da jeg overtog værkstedet for to et halvt år siden. Nu står vi med et lyst, lækkert og topmoderne værksted, som alle ansatte sætter stor pris på i dagligdagen," fortæller ejer, Kasper Halgren Olsen, der netop har markeret sit 20-års jubilæum i virksomheden, hvor han også selv blev udlært mekaniker.
Stenhøj har været med hele vejen – fra de første skitser til det færdige resultat, der stod klar i august. Gulve og vægge er blevet frisket op, og udstyrsparken er udvidet markant.
"Vi har fået fem helt nye Stenhøj-lifte og beholdt tre eksisterende, som stadig har mange gode år tilbage. Det siger meget om kvaliteten, når nogle af de lifte, vi skiftede ud, var fra 80’erne og dermed har leveret mere end 35 års tro tjeneste," siger Kasper Halgren Olsen.
De fem nye lifte inkluderer to sakselifte, to store 6-tons lifte til varevogne samt en 3.500 kg-lift med fuldt udstyr. Derudover er der investeret i en ny dækmaskine fra Stenhøjs Corghi-serie, udstyret med ekstra løftegrej. Det betyder, at de store hjul på elbiler kan håndteres uden tunge løft, da dækapparatet og afbalanceringsmaskinen kan tage hjul helt op til 28 tommer. På den måde kan værkstedet servicere alle typer elbils-hjul – både sikkert og effektivt.
For Solbjerg Biler var valget af Stenhøj oplagt.
"Det er måske en smule dyrere end andre mærker, men jeg ved, at det virker, og at der ikke er bøvl med det. Det er en langsigtet investering, fordi Stenhøjs produkter holder i mange år. Og deres service er helt i top – de kommer, så snart man ringer," siger Kasper Halgren Olsen, der også fremhæver betydningen af det tætte samarbejde:
"Stenhøjs folk kender både os og vores behov. Det betyder bare noget, at man ringer til nogen, der ved, hvem man er, og hvordan ens værksted fungerer. Det er alfa og omega, når man har travlt. De er der ikke kun, når man bestiller nyt, men også, hvis der en sjælden gang skulle opstå udfordringer. Derfor har vi også tegnet en serviceaftale, så vi er sikre på, at vores udstyr bliver passet godt på og holder endnu længere."
Selvom kunderne ikke nødvendigvis vil mærke forandringen direkte, er Kasper Halgren Olsen ikke i tvivl om værdien af det nye værksted:
"Kunderne oplever måske, at vi kan løse nogle opgaver lidt bedre, men det største løft er internt. For vores forretning betyder det højere effektivitet – og vigtigst af alt, at mine kolleger har fået en fed arbejdsplads med ordentligt grej og gode rammer. Det betyder meget for medarbejderne at arbejde med kvalitetsudstyr, og nu kan vi sætte flueben ved begge dele."
Med de nye store lifte har Solbjerg Biler desuden udvidet kapaciteten på varevognsområdet og kan dermed tilbyde endnu mere til erhvervskunderne.
"Det er ikke en ny service for os, men vi har styrket vores setup til netop varevogne. Vi er nu endnu bedre rustet til at servicere både private og erhvervskunder i området," slutter Kasper Halgren Olsen.